Fysioterapeuten der går egne veje

AF DAN ZACHARIASSEN, REDAKTIONEN

For 8 år siden traf fysioterapeut Johnny Andersen den store beslutning at afhænde sin praksis med tilhørende træningscenter og rykke teltpælene fra Odder til lidt mere beskedne rammer på Stationspladsen i Malling.

Johnny opgav også den sikkerhed, han hidtil havde haft som praktiserende fysioterapeut med eget ydernummer og henviste patienter.
Johnny valgte at blive privat praktiserende i Malling, fordi han ville udnytte de mange års erfaring, som han havde opsamlet ved at behandle en særlig gruppe patienter, som efter års forgæves behandling i det offentlige system nærmest var opgivet.

UTRADITIONELLE METODER TIL PISKESMÆLD

Den største gruppe af disse patienter var ofre for trafikulykker – i særdeleshed de såkaldte piskesmælds ulykker, men også traumer opstået efter fald fra heste og forskellige sports skader har Johnny beskæftiget sig med.

Johnny Andersen havde erfaret, at mange af de patienter, som i årevis havde fået deres liv mere eller mindre ødelagt af gener efter en piskesmældsulykke, ikke kunne behandles med de traditionelle metoder, men at man i stedet skulle gå på jagt efter en ubalance i kroppen.

JOHNNY ANDERSEN HJALP LILLIAN JAKOBSEN AF MED 40 ÅRS SMERTER.

Vi kender alle det tv-indslag, der reklamerer for DR`s morgenprogram, hvor en flok væddeløbshunde løber efter nyhederne (en kanin).
Pludselig bryder en af hundene ud af flokken og løber den anden vej, mens speakeren fortæller, at den jagter baggrunden for nyheden. Jeg betragter egentlig mig selv som den hund, der bryder ud af flokken og prøver at løbe den anden vej, fastslår Johnny Andersen.

Lillian Jakobsen er en af de patienter Johnny har hjulpet af med generne efter en færdselsulykke, – alvorlige gener som hun har levet med i rigtig mange år.

– Jeg har i 40 år været plaget af smerter og af en nedsat bevægelighed i nakken, og jeg har forsøgt så meget for at blive smerterne kvit, men intet har hjulpet, fortæller Lillian Jakobsen.

– Jeg havde egentlig indstillet mig på, at sådan var nu mit liv, lige indtil min datter pressede mig til at forsøge endnu engang ved at kontakte Johnny. Det var en god beslutning, fastslår Lillian Jakobsen.

BØRN MED INDLÆRINGS VANSKELIGHEDER

Også børn med indlærings vanskeligheder har Johnny Andersen med held behandlet, men her er det dog vigtigt for ham at understrege, at det slet ikke er alle børn med den form for vanskeligheder, han kan hjælpe, men hos visse børn finder han lignende ubalancer i kroppen som ved trafik ofrene, og her er der muligheder.

Johnnys behandling hjælper ikke direkte på børnenes evne til at lære, men han kan i de tilfælde, forbedre børnenes koncentrationsevne, som er en forudsætning for den senere indlæring.

IKKE TILKNYTTET SYGESIKRINGEN

Jeg oplever selvfølgelig ind i mellem, at der kommer patienter til min dør med en lægehenvisning i hånden, og den tager jeg selvfølgelig pænt imod, mens jeg forklarer dem, at jeg ikke er tilknyttet sygesikringen, og at jeg desuden skal have en højere betaling for mine ydelser, og disse patienter vil som regel gå videre til mine dygtige kollegaer i Beder eller i Odder.
Selvfølgelig behandler jeg dem, hvis de insisterer, men det er helt klart den anden type patienter, der er min primære målgruppe.

FORTSÆTTER BEHANDLINGEN AF TRAUMATISEREDE PATIENTER

Selv om Johnny Andersen nærmer sig pensionsalderen, har han ikke tænkt sig at stoppe foreløbig. Det kan godt være, at arbejdstiden bliver lidt kortere med tiden, men Johnny ser stadig mange faglige udfordringer i arbejdet med de traumatiserede patienter.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *